Scootertræf :)

I morgen kører jeg til Jylland med en familien Olsen og ser scootertræf - altså, den ene som er med skal selvfølgelig køre scooter :) .. Faktisk ikke det mest spændene i hele verden, men alligevel virkelig hyggeligt - og der er da noget fascinerende ved at se dæk blive brændt total af. Umiddelbart siger det vel ikke nogen noget, men jo jo, det er ganske fint ;) .. Min lille hund Karen bliver passet hos en bekendt, så jeg ved at hun har det super godt - men glæder mig da til at vi snart skal hygge uden at hun skal passes nogen steder. Må satse på at maj bliver en mindre udfarende måned :)

Jeg håber snart også at det bliver vejr til at man kan lave bål - bål er fantastisk og bål er noget som skal laves hele sommeren :D Så er du frisk på det, så skriv endelig. Bål, snogbrød og guitar <3

Det var vidst bare lige hvad jeg havde på hjertet nu :)

Den misundelsesværdige titel - "muskelsvinds-ramt".

Kære skæbne,

Nu når du var så flink at give mig den misundelsesværdige titel "muskelsvinds-ramt", så synes jeg da ikke at det er for meget at forlange at jeg vil have en kørestol til at transportere mig rundt, en respirator til at trække vejret for mig, en personlig hjælper ved mig 24/7, en elevationsseng, en lift i loftet, en badestol og en stor kassebil som agere handicapbil. Alt det er noget jeg forventer at få uden problemer. Udover de ting, så vil jeg da egentlig også lige forvente at jeg får en førtidspension uden problemer - og en masse andre penge som vi ikke taler om her.
Det er ganske simpelt sådan at jeg faktisk slet ikke gider at bruge mine ben, trække vejret selv, være alene, ligge i en almindelig seng, se på et loft uden en lift hængende, sidde på en kold badestol og have en lækker lille Audi - nej tak. Jeg vælger hellere at tage til takke med de ting som kommunen tilbyder mig - og takker skæbnen for at have bragt mig i denne luksuriøse situation.
Jeg forstår nu godt alle de folk som synes det er uretfærdigt at en handicappet yderst let får i pose og i sæk - for det er jo sådan det er. Kommunerne har nemlig så mange ressourcer at der faktisk næsten ingen behandlingstid er på ens ansøgninger og sagsbehandlerne er bare så gode til at fortælle borgerne om de forskellige love og regler - og derved guide til hvordan man søger det og det og det. Faktisk står sagsbehandlerne på spring for at hjælpe dig lige med det samme - det er bare så rart.
Alle de problemer vi handicappede slipper af med som en "normal" dansk borger render rundt med - puha, det er hårdt at tænke på - det er endnu mere misundelsesværdigt. Når man er handicappet har man nemlig ikke så meget andet end sit handicap at gå op i - egentlig så vil jeg gerne takke politikerne for at vi slipper uden om alle bekymringer omkring f.eks. hjælperordninger, respiratorbehandling osv. - for i har bare så godt styr på det og i ved jo selv hvordan det er at være handicappet, så det er det jo ingen der behøver at fortælle jer.

Med venlig hilsen,
Et stykke af skæbnens afkom.

... eller du kan brænde op i helvede!

Jeg ville ønske du gad se på mig en gang til - ville ønske du gad høre på hvad jeg ville sige - eller jeg ville faktisk for din skyld gerne tie stille, men lytte til hvad du har på hjertet. I en måned kendte jeg dig - så "forsvandt" du væk fra mig - og jeg aner ikke hvorfor. Vi brugte så mange timer på hinanden i den måned - og pludselig var du væk - hvorfor? 5 måneder efter og jeg forstår det stadig ikke - jeg tænker hver dag på om jeg nogensinde får dig at se igen. Jeg forstår ikke hvorfor de sku' ende på den måde - jeg forventede absolut ingenting - og det virkede til at du heller ikke gjorde, men hvad?! Hvad gik galt? Jeg har kun mine egne teorier at gå efter og det er så skide irriterende at du ikke bare kan bruge 2 minutter på at fortælle mig hvad der gik eller går igennem dit hoved. Det er svært at have i hovedet om du overhovedet tænker på mig nogle gange, om jeg bare er ligegyldig nu og om du overhovedet tænker "noget" - jeg aner det ikke.

Det var så rart at være sammen med dig - det var fanme hyggeligt. Du lavede ellers ret god mad ;) . Der går ikke en dag hvor du ikke er i mit hoved, men jeg håber du en dag vil forsvinde fra mit sind, men det er fanme ikke let. Nogle gange tænker jeg, hvordan kan det være så svært at få dig ud af hovedet når vi fucking kun kendte hinanden i en måned? Det er mig en gåde at det ikke er lettere - men du ramte sku' åbenbart plet. Uanset hvor meget jeg prøver at sige at du er et kæmpestort røvhul, så indeni mig selv siger det at der er grunde til at du har gjort som du valgte at gøre - egentlig må jeg bare lære at acceptere det og det kommer jeg også til en dag.

Jeg taler mindre og mindre om dig, men du er i mit hovede det meste af tiden, men en dag forsvinder du. Det her blog indlæg bliver skrevet som om jeg tror du læser det, men jeg ved du ikke læser det - om jeg så sendte et link til dig med indlægget, så ville du skide det et stykke, tror jeg. Jeg vælger dog alligevel at gøre det på den her måde da det virkelig er hvad jeg tænker og føler lige præcis nu - og det var en del af det jeg lovede at ville blogge - at udstille mit liv.

Uanset hvad der end skal til for at jeg glemmer dig helt, så håber jeg fanme du en dag vil fortælle mig hvad der gik galt der - jeg ville bare gerne være din veninde. Du var den dejligste at hygge med - men der sker noget indeni dig som jeg ikke skal være en del af - og jeg aner ikke om det er godt eller skidt.

Jeg vil både ønske dig alt godt i fremtiden og samtidig ønske at du brænder op i helvede - kan ikke beslutte mig.

Bag det stille ydre.

Dette blogindlæg er til ære for en person som jeg kun kender igennem den virtuelle verden, men det gør hende ikke mindre interessant. Hun er utrolig sårbar og tror at hun ikke dur til ret meget - men det GØR hun. Jeg ved hendes liv ikke har været det bedste liv og hun ved heldigvis selv at hun behøver hjælp - men at tage skridtet er svært. Dette er ikke for at hjælpe hende (det ansvar fralægger jeg mig), men jeg vil bare gerne udsende al min respekt til hende - derfor har jeg valgt at ligge et af hendes egne digte ud på min blog (med hendes vilje).

Udover at udgive et at hendes digte her på min blog, så har jeg anbefalet hende at oprette sin egen blog og udtrykke sine følelser - men det er hun vidst ikke helt enig i.

Og lige en hilsen til min virtuelle veninde - Kære du, jeg ønsker virkelig at du en dag får en god hver dag og det gør mig bare så glad at du allerede er igang med et psykologprojekt - du ved at det bliver en hård kamp, men du skal nok klare det.

Bag det stille ydre. 

Bag det stille ydre, gemmer der sig en lille pige. 

En lille pige som er skræmt for vid og sans. 

For de mennesker der er omkring hende, de ting der sker. 

Usikkerheden vokser indeni i hende, 

Hvor skal hun gå hen? 

Hun kan dårlig nok føle sig tryg, indenfor hendes egne 4 vægge. 

Simple ord som undskyld, for hende til at føle sig tryg. 

En ting hun altid kan gemme sig under, 

Er hendes behov for selvskade.

En kniv svigter aldrig, ligesom venskaber gør. 

At mærke den smerte når man skær, ser blodet løber frem.

Giver hende en vis ro, i øjeblikkets stund.

Tanken om at miste kontrollen over det, bliver værre og værre. 

Hvad mon der sker, hvis hun en dag mister kontrollen, og går i panik igen. 

Angsten og tanken er der, det må bare ikke ske igen. 

Hun er så skræmt for det ydre, at hun hellere vil lukke sig inde. 

Hendes fortid skammer sig hun sig så meget, over at hun ikke 

Kan eller vil erkende at det ikke var hendes skyld.