Dette blogindlæg er til ære for en person som jeg kun kender igennem den virtuelle verden, men det gør hende ikke mindre interessant. Hun er utrolig sårbar og tror at hun ikke dur til ret meget - men det GØR hun. Jeg ved hendes liv ikke har været det bedste liv og hun ved heldigvis selv at hun behøver hjælp - men at tage skridtet er svært. Dette er ikke for at hjælpe hende (det ansvar fralægger jeg mig), men jeg vil bare gerne udsende al min respekt til hende - derfor har jeg valgt at ligge et af hendes egne digte ud på min blog (med hendes vilje).
Udover at udgive et at hendes digte her på min blog, så har jeg anbefalet hende at oprette sin egen blog og udtrykke sine følelser - men det er hun vidst ikke helt enig i.
Og lige en hilsen til min virtuelle veninde - Kære du, jeg ønsker virkelig at du en dag får en god hver dag og det gør mig bare så glad at du allerede er igang med et psykologprojekt - du ved at det bliver en hård kamp, men du skal nok klare det.
Bag det stille ydre.
Bag det stille ydre, gemmer der sig en lille pige.
En lille pige som er skræmt for vid og sans.
For de mennesker der er omkring hende, de ting der sker.
Usikkerheden vokser indeni i hende,
Hvor skal hun gå hen?
Hun kan dårlig nok føle sig tryg, indenfor hendes egne 4 vægge.
Simple ord som undskyld, for hende til at føle sig tryg.
En ting hun altid kan gemme sig under,
Er hendes behov for selvskade.
En kniv svigter aldrig, ligesom venskaber gør.
At mærke den smerte når man skær, ser blodet løber frem.
Giver hende en vis ro, i øjeblikkets stund.
Tanken om at miste kontrollen over det, bliver værre og værre.
Hvad mon der sker, hvis hun en dag mister kontrollen, og går i panik igen.
Angsten og tanken er der, det må bare ikke ske igen.
Hun er så skræmt for det ydre, at hun hellere vil lukke sig inde.
Hendes fortid skammer sig hun sig så meget, over at hun ikke
Kan eller vil erkende at det ikke var hendes skyld.
