Nu vil jeg gerne offentliggøre hvad jeg tænker - det har jeg valgt i og med at jeg vil blogge og det er personligt. Jeg invitere jeg dig til at læse om hvad der er af tanker i mit hoved. Jeg forsøger altid at være positiv, men det negative skal også frem. Jeg kan have en facade, men det er måske en selvudvikling at flytte mit fokus væk fra facaden og åbne op for mine tanker - uanset hvad de end bygger på. Vil du vide hvad der foregår inde bag min facade - så stil mig et spørgsmål og jeg vil svare her på bloggen (dog uden at blotte mine tanker fuldstændig).
Vi tolker alle privatliv forskelligt - men hvad er privatliv for dig? Og ville du kunne leve uden et privatliv?
Det er slet ikke umuligt at leve et liv uden privatliv. Det jeg ser som privatliv er at være alene - og i den situation som jeg er i er det ikke lovgivningsmæssigt muligt at det kan lade sig gøre. Mange vil måske tænke at det ville gøre en crazy i hovedet ikke at kunne være alene nogensinde - og til det kan jeg kun svare at det gør det også. Det kan være frustrerende aldrig at kunne være alene, men jeg viser det ikke. Jeg har 5 handicaphjælpere ansat og de er alle fantastiske - heldigvis. Det gør det lettere for mig at have nogen ved mig 24/7 at jeg har et "veninde-familie-bånd" til dem - de er med i mit privatliv og jeg er med i deres (til dels). Jeg elsker at kunne tale med min hjælper og om alt og ingenting, men der er da også tanker i mit hoved som bare forbliver i mit hoved - det er vel det jeg kan kalde privatliv så! Alle har ret til et privatliv og alle bør benytte sig så meget af det privatliv man kan skabe selv (eller med andre, i så fald). Det handler bare om at udnytte det privatliv man får stillet til rådighed når man bliver skabt og ens skæbne bliver valgt.
fredag den 18. februar 2011
onsdag den 9. februar 2011
"Succes er ikke noget man får - det er noget man skaber."
Det er vigtigt at have nogle mål i livet. Noget du sætter næsen op efter at det skal ske ude i fremtiden - du bliver selv nød til at gøre noget for at dine mål kommer til at ske - og det er dit ansvar at de bliver ført frem på bedste vis. Jeg tror vi alle har mål - flere eller færre - og vi alle stræber efter at vores mål kommer til at ske. Vores mål kan alle være vidt forskellige - og vi alle kan have både seriøse og mindre seriøse mål, men vigtigst alt er at vi selv stoler på at de er realistiske.
Jeg tænker at det kan være en rigtig god idé at bringe sine mål på banen overfor evt. folk man kender eller ikke kender, men komme ud med hvad man har af mål. For mig gør det at jeg føler jeg vil kæmpe mere for at nå mine mål - for nu er de jo sagt højt og målet skal ikke overfor andre ende som en "fiasko".
F.eks. har jeg et delmål nu som lyder på at jeg d. 1. juni 2011 skal have sparet 10.000,- sammen. Det skal lykkedes! Og jeg har reklameret med mit mål på facebook og nu også her på bloggen. Jeg tror også på at det kan lykkedes og det ville være vildt fedt. Penge er ikke alt, nej. Men for mig giver penge en masse muligheder - og jeg skal bruge penge for at nå nogle af de mål jeg har. Et af mine store mål er at rejse til Kenya en dag - men det skal jeg nok blogge om en dag. Drømmen om at rejse til Kenya har jeg haft siden 2008 og den forsvinder aldrig - jeg fik sågar tatoveret Kenya på mit håndled i år 2009.
En forskning har vist sig at man ved at have mål i livet og stræber efter dem har højere chance for at leve længere - så måske er det på tide at sætte sig en masse mål og stræbe efter at opnå dem. Det giver også enorm meget livskvalitet at have mål som er realistiske og som man inderst inde ved vil lykkedes en dag - det er så vigtigt. Det betyder ihvertfald meget for mig.
Jeg tænker at det kan være en rigtig god idé at bringe sine mål på banen overfor evt. folk man kender eller ikke kender, men komme ud med hvad man har af mål. For mig gør det at jeg føler jeg vil kæmpe mere for at nå mine mål - for nu er de jo sagt højt og målet skal ikke overfor andre ende som en "fiasko".
F.eks. har jeg et delmål nu som lyder på at jeg d. 1. juni 2011 skal have sparet 10.000,- sammen. Det skal lykkedes! Og jeg har reklameret med mit mål på facebook og nu også her på bloggen. Jeg tror også på at det kan lykkedes og det ville være vildt fedt. Penge er ikke alt, nej. Men for mig giver penge en masse muligheder - og jeg skal bruge penge for at nå nogle af de mål jeg har. Et af mine store mål er at rejse til Kenya en dag - men det skal jeg nok blogge om en dag. Drømmen om at rejse til Kenya har jeg haft siden 2008 og den forsvinder aldrig - jeg fik sågar tatoveret Kenya på mit håndled i år 2009.
En forskning har vist sig at man ved at have mål i livet og stræber efter dem har højere chance for at leve længere - så måske er det på tide at sætte sig en masse mål og stræbe efter at opnå dem. Det giver også enorm meget livskvalitet at have mål som er realistiske og som man inderst inde ved vil lykkedes en dag - det er så vigtigt. Det betyder ihvertfald meget for mig.
mandag den 7. februar 2011
Dine omgivelsers forventninger.
Kig på dig selv. Er du gymnasie uddannet fordi dine forældre forventede du gennemførte det? Er du god til dans fordi dine søskende forventede du blev god? Er du god til at lave mad fordi dine venner forventede du servere god mad?
Rosenthal-effekten betyder at mennesket bliver påvirket af sine omgivelsers forventninger. Vi oplever alle sammen at vores forældre forventer noget af os - eller intet. Hvis forældre ikke forventer noget af deres børn, så ender børnene højst sandsynligt også uden uddannelse eller godt job. Hvis ens venner forventer at man servere pasta med kødsovs - så er der ingen grund til at begynde at lave laksemousse, oksesteg og nøddekurve med is.
Rosenthal lavede en test. Han testede 650 7-12 årige skolebørn og udvalgte tilfældigt 20% af dem - hvor han så fortalte læren at de 20% var elever som ville gøre overraskende fremskridt. Senere viste det sig at de 20% havde gjort overraskende fremskridt - fordi læreren pludselig har forventet mere af dem end de gjorde før.
Det er da tankevækkende.
Jeg kan fortælle om mig selv at jeg VIL rigtig gerne i gang med at læse f.eks. engelsk, men ingen forventer at jeg gør det (nu) - så derfor er jeg heller ikke ivrig efter at finde et kursus nu. Jeg er som de fleste, der vælger at leve op til mine omgivelsers påvirkning om forventninger.
Rosenthal-effekten betyder at mennesket bliver påvirket af sine omgivelsers forventninger. Vi oplever alle sammen at vores forældre forventer noget af os - eller intet. Hvis forældre ikke forventer noget af deres børn, så ender børnene højst sandsynligt også uden uddannelse eller godt job. Hvis ens venner forventer at man servere pasta med kødsovs - så er der ingen grund til at begynde at lave laksemousse, oksesteg og nøddekurve med is.
Rosenthal lavede en test. Han testede 650 7-12 årige skolebørn og udvalgte tilfældigt 20% af dem - hvor han så fortalte læren at de 20% var elever som ville gøre overraskende fremskridt. Senere viste det sig at de 20% havde gjort overraskende fremskridt - fordi læreren pludselig har forventet mere af dem end de gjorde før.
Det er da tankevækkende.
Jeg kan fortælle om mig selv at jeg VIL rigtig gerne i gang med at læse f.eks. engelsk, men ingen forventer at jeg gør det (nu) - så derfor er jeg heller ikke ivrig efter at finde et kursus nu. Jeg er som de fleste, der vælger at leve op til mine omgivelsers påvirkning om forventninger.
torsdag den 3. februar 2011
"En som kløver ting i to"
Det er så vigtigt for os alle at blive behandlet med respekt og behandlet retfærdigt. Retfærdighed er et ord vi alle bruger, for vi ønsker at alting i vores liv og hverdag er ud af retfærdigheden selv. Dog oplever vi bare sommetider at uretfærdigheden træder til og vi kan ikke altid selv styre det - uanset hvor meget vi så end vil.
Jeg har nogle gange set på mit eget liv og tænkt på hvad der er retfærdigt og uretfærdigt ved mit liv og hverdag. Som de fleste af mine bloglæsere ved så har jeg muskelsvind - og jeg lider ikke af muskelsvind, men jeg har muskelsvind. Jeg tænker for det meste at det er der ikke noget uretfærdigt i, men sommetider kan jeg ikke undgå at tænke at det er møg uretfærdigt at jeg er ramt af muskelsvind - hvorfor mig? Hvorfor? Det spørgsmål kan jeg stille indtil jeg fortæller mig selv at det er "virkelighedens retfærdighed". Virkeligheden gav mig den "gave" at få muskelsvind - og hvor er jeg dog bare heldig. Jeg tager gerne den byrde (som for andre måske er en byrde), så er der en anden der kan slippe uden om den uretfærdighed. Jeg tror på at de fleste jeg kender med muskelsvind ikke ser deres handicap som en "uretfærdighed", men en "lektie" de skal lære af - men igen kan vi spørge "hvorfor?". Hvorfor er det retfærdigt at jeg har muskelsvind?
Dog ville jeg synes at det er spild af mit positive livssyn hvis jeg konstant tænkte hvilken uretfærdighed min muskelsvind er - det er trodsalt en del af mig og mit liv og jeg påtager gerne den uretfærdighed med en positivitet som jeg heller ikke vil undvære.
En uretfærdighed som fylder min hverdag er at jeg er nær pårørende til alkoholikere og stofmisbrugere og det er noget som jeg synes er langt mere uretfærdigt end mit eget handicap. Mit handicap kan ikke ændres, men at min familie vælger at lade deres liv være fyldt med enten alkohol eller stoffer kan de eller jeg ændre - eller jeg kan ikke ændre deres livsstil, men jeg kan vælge om det er det værd for mig. Er det retfærdigt for mig at lade mig selv fylde op med bekymringer omkring dem pga. deres misbrug? Jeg kan dog ikke få mig selv til at slippe, men det er en proces man kan starte - men der er jeg slet ikke endnu. Jeg synes det er uretfærdigt for alle pårørende til misbrugere. Jeg tror ikke misbrugerne er klar over hvor meget deres pårørende bekymre sig om dem - og de ser slet ikke uretfærdigheden i det.
Hvad betyder retfærdighed for dig?
Jeg har nogle gange set på mit eget liv og tænkt på hvad der er retfærdigt og uretfærdigt ved mit liv og hverdag. Som de fleste af mine bloglæsere ved så har jeg muskelsvind - og jeg lider ikke af muskelsvind, men jeg har muskelsvind. Jeg tænker for det meste at det er der ikke noget uretfærdigt i, men sommetider kan jeg ikke undgå at tænke at det er møg uretfærdigt at jeg er ramt af muskelsvind - hvorfor mig? Hvorfor? Det spørgsmål kan jeg stille indtil jeg fortæller mig selv at det er "virkelighedens retfærdighed". Virkeligheden gav mig den "gave" at få muskelsvind - og hvor er jeg dog bare heldig. Jeg tager gerne den byrde (som for andre måske er en byrde), så er der en anden der kan slippe uden om den uretfærdighed. Jeg tror på at de fleste jeg kender med muskelsvind ikke ser deres handicap som en "uretfærdighed", men en "lektie" de skal lære af - men igen kan vi spørge "hvorfor?". Hvorfor er det retfærdigt at jeg har muskelsvind?
Dog ville jeg synes at det er spild af mit positive livssyn hvis jeg konstant tænkte hvilken uretfærdighed min muskelsvind er - det er trodsalt en del af mig og mit liv og jeg påtager gerne den uretfærdighed med en positivitet som jeg heller ikke vil undvære.
En uretfærdighed som fylder min hverdag er at jeg er nær pårørende til alkoholikere og stofmisbrugere og det er noget som jeg synes er langt mere uretfærdigt end mit eget handicap. Mit handicap kan ikke ændres, men at min familie vælger at lade deres liv være fyldt med enten alkohol eller stoffer kan de eller jeg ændre - eller jeg kan ikke ændre deres livsstil, men jeg kan vælge om det er det værd for mig. Er det retfærdigt for mig at lade mig selv fylde op med bekymringer omkring dem pga. deres misbrug? Jeg kan dog ikke få mig selv til at slippe, men det er en proces man kan starte - men der er jeg slet ikke endnu. Jeg synes det er uretfærdigt for alle pårørende til misbrugere. Jeg tror ikke misbrugerne er klar over hvor meget deres pårørende bekymre sig om dem - og de ser slet ikke uretfærdigheden i det.
Hvad betyder retfærdighed for dig?
Abonner på:
Opslag (Atom)