Det er så vigtigt for os alle at blive behandlet med respekt og behandlet retfærdigt. Retfærdighed er et ord vi alle bruger, for vi ønsker at alting i vores liv og hverdag er ud af retfærdigheden selv. Dog oplever vi bare sommetider at uretfærdigheden træder til og vi kan ikke altid selv styre det - uanset hvor meget vi så end vil.
Jeg har nogle gange set på mit eget liv og tænkt på hvad der er retfærdigt og uretfærdigt ved mit liv og hverdag. Som de fleste af mine bloglæsere ved så har jeg muskelsvind - og jeg lider ikke af muskelsvind, men jeg har muskelsvind. Jeg tænker for det meste at det er der ikke noget uretfærdigt i, men sommetider kan jeg ikke undgå at tænke at det er møg uretfærdigt at jeg er ramt af muskelsvind - hvorfor mig? Hvorfor? Det spørgsmål kan jeg stille indtil jeg fortæller mig selv at det er "virkelighedens retfærdighed". Virkeligheden gav mig den "gave" at få muskelsvind - og hvor er jeg dog bare heldig. Jeg tager gerne den byrde (som for andre måske er en byrde), så er der en anden der kan slippe uden om den uretfærdighed. Jeg tror på at de fleste jeg kender med muskelsvind ikke ser deres handicap som en "uretfærdighed", men en "lektie" de skal lære af - men igen kan vi spørge "hvorfor?". Hvorfor er det retfærdigt at jeg har muskelsvind?
Dog ville jeg synes at det er spild af mit positive livssyn hvis jeg konstant tænkte hvilken uretfærdighed min muskelsvind er - det er trodsalt en del af mig og mit liv og jeg påtager gerne den uretfærdighed med en positivitet som jeg heller ikke vil undvære.
En uretfærdighed som fylder min hverdag er at jeg er nær pårørende til alkoholikere og stofmisbrugere og det er noget som jeg synes er langt mere uretfærdigt end mit eget handicap. Mit handicap kan ikke ændres, men at min familie vælger at lade deres liv være fyldt med enten alkohol eller stoffer kan de eller jeg ændre - eller jeg kan ikke ændre deres livsstil, men jeg kan vælge om det er det værd for mig. Er det retfærdigt for mig at lade mig selv fylde op med bekymringer omkring dem pga. deres misbrug? Jeg kan dog ikke få mig selv til at slippe, men det er en proces man kan starte - men der er jeg slet ikke endnu. Jeg synes det er uretfærdigt for alle pårørende til misbrugere. Jeg tror ikke misbrugerne er klar over hvor meget deres pårørende bekymre sig om dem - og de ser slet ikke uretfærdigheden i det.
Hvad betyder retfærdighed for dig?
